Nyhedsbrev December 2016

23. november 2016 tm_webmaster Nyheder

Kære spejdere og familie.

Nu nærmer julen sig, og efterårssæsonen hos spejderne er næsten slut. Det har været endnu et begivenhedsrigt efterår, med rigtig mange spændende oplevelser og begivenheder.
Der var den super fede (og lidt våde) Aros-lejr i Hinnerup i sommer, og den seje (og lidt våde) efterårslejr i Basballe, hvor alle sov ude enten i telte eller shelters.

Derudover har der naturligvis været alle de ”almindelige” spejderaftener, hvor der er blevet lavet alle mulige sjove og udfordrende aktiviteter.
Så har der også været en arbejdsdag for forældrene, hvor vi fik fixet spejderhuset og bålpladsen tiltrængt op med hjælp fra rigtig mange forældre. Tak for den store opbakning!
Det har været et fantastisk efterår!
Men, vi hviler ikke på laurbærrene. Der er allerede udsigt til en række mindst lige så spændende oplevelser i det nye år.
Og allerede inden da er der julemarked i Hårup forsamlingshus den 26. og 27. november, hvor spejderne traditionen tro har en tombola, og sælger julestjerner. Spejderne har selv produceret en række forskellige gevinster. Så kom og hjælp spejderne med at samle penge ind til den store sommerlejr (se nedenfor).
For at markere afslutningen af efterårssæsonen, og for at fejre at julen nærmer sig, holder alle spejderne fælles juleafslutning tirsdag den 29. november. Vi mødes i Todbjerg kirke kl. 18:30 og forældre og søskende er mere end velkomne. Menighedsrådet trakterer med børneglögg, kaffe og æbleskiver.
Derfor er der IKKE spejderaften for juniorer og tropspejdere mandag den 28. november.
Vi holder juleferie indtil den 16. januar, hvor spejderaktiviteterne starter igen.
I løbet af foråret vil der være en række spændende aktiviteter ud over de almindelige spejderaftener. Vi vil forsøge at nævne nogle af dem her, men der vil også løbende komme informationer om diverse arrangementer, og man kan altid følge med herpå hjemmesiden, og i vores facebook-gruppe (https://www.facebook.com/groups/tmspejder/).

Kaløvigspejderne har planer om at afholde en fælles hike for alle junior-, trop- og seniorspejdere der har lyst. I den forbindelse vil de gerne på forhånd have en indikation af, hvor mange der kunne være interesseret. Der planlægges 30, 50, 75 og 100 km hike i løbet af en weekend. For at få et billede af hvor mange spejdere, de skal finde overnatning til, kunne det være fint at få en tilbagemelding på hvor mange spejdere, der ønsker at deltage og hvor langt de vil gå. Arrangementet vil foregå i april eller maj 2017. Der vil komme mere information når tiden nærmer sig.
Den 17.-19. marts 2017 er der mulighed for at komme på Patrujlelederkursus for tropspejedere. Der kommer mere info efter jul.

Årets første spejderlejr er fra den 31. marts til den 2. april for alle spejdere. Hvor den vil blive afholdt meldes ud senere.

Den 20. maj afholder vi endnu en arbejdsdag, hvor vi håber at kunne skabe endnu bedre rammer for spejderarbejdet, og håber på lige så stor opbakning som sidst.

Men den helt store begivenhed bliver naturligvis den STORE sommerlejr – spejdernes lejr i Sønderborg! Det er en kæmpe spejderlejr for alle slags spejdere fra hele Danmark. Det ventes at der kommer over 40.000 spejdere fra hele landet, og det er en kæmpe oplevelse for alle der deltager.
Lejren er fra den 22.-30. juli, og de store spejdere (juniorer og tropspejdere) deltager hele ugen, mens ulvene støder til fra den 26.-30. juli. Så bruger de store spejdere de første dage til at bygge en lejr op, og ulvene kan komme og være med til alle de fede oplevelser og aktiviteter bagefter.
Det er som sagt en kæmpe oplevelse at være med, så hvis man som familie har mulighed for det, skal man give sit barn den oplevelse. Spejdernes lejr foregår kun hvert 4. år, så det er en unik mulighed.
Man kan læse mere om lejren på deres hjemmeside (http://spejderneslejr.dk/da).
Prisen for lejren er 1300 kr. for ulve og 2100 kr. for juniorer og tropspejdere. Det er mange penge, og vi vil arbejde på at skaffe midler, så prisen kan komme meget længere ned. Vi håber vi kan komme ned på en pris på 1000 kr. for ulvene og 1500 kr for de andre. Men det kræver at vi får samlet 10 – 15.000 kr ind til julemarked og på salg af lodsedler og hvad vi ellers kan finde på.
Hvis nogen ligger inde med gode ideer til indsamlingsaktiviteter, så sig endelig til.

Forældrerådet og spejderlederne ønsker alle en god jul, og et rigtigt godt nytår!
Vi glæder os til at se alle spejderne igen i det nye år!


Skriv et svar

Powered by http://wordpress.org/ and http://www.hqpremiumthemes.com/