Tante/onkel på lejr

At tage med på lejr som tante (onkel) er en unik mulighed for at få indblik i spejderarbejdet og selv snuse lidt til det. – Der kan være mange grunde til at man ønsker at tage med som tante, det kan være lysten til snuse til rollen som spejderleder, ønsket om yde lidt ekstra eller fordi man har en spejder der ikke er helt tryg endnu i at skulle tage afsted på lejr alene.

Som tante er man nogle ekstra praktiske hænder for hele gruppen der er afsted, ikke kun den enhed som ens barn er med i. Opgaverne kan variere fra lejr til lejr, men typisk er indkøb en fast tante opgave enten før lejren eller lørdag formiddag. Stille frem til frokost, nogle gange lave aftensmad kan også være en tante opgave. – Nogle gange er spejderne involveret i madlavningen på lejren andre gange har vi hovedaktiviteter der ikke gør dette praktisk muligt.

Som tante kan man være med på hele,lejren og overnatte eller man kan være med på dele af lejren. Som ledere og tanter sover vi også i telte, nogle foretrækker at have deres egne telte med ellers sover vi også flere sammen i patruljetelte ligesom spejderne. – selvom man har sin mor eller far med som tante, så sover man sammen med de andre spejdere.

Det kan være en fordel at lade lederne håndtere evt. konfliktsituationer med spejderne specielt hvis ens barn er involveret da man sjældent vil blive opfattet upartisk som forældre af andre børn.

Det er vigtigt at du også som tante på lejr har læst vores samværsregler og agerer efter disse. Samværsregler Todbjerg-Mejlby KFUM

Børn der har deres forældre med kan have en naturlig tendens til at søge deres forældre i forskellige situationer, det kan være fint men husk ikke at løse almindelige opgaver for dem såsom at finde ting i deres tasker, pakke soveposer ned osv. opfordre dem til at klare på egen hånd eller hjælpe hinanden som spejdere, det er en væsentlig del af spejderånden.

Husk spisegrej m.m., du kan fint tage udgangspunkt i spejdernes pakkeliste.

Hvem ved måske bliver din første tur på lejr startskuddet til et liv som spejderleder 😉

Vel mødt på lejr og tak fordi du gør en ekstra indsats.


Powered by http://wordpress.org/ and http://www.hqpremiumthemes.com/